Samsøs Havne

De fleste gæster stiger af færgen fra Hou, sætter sig i bilen og kører. Det er en fejl. Sælvig er ikke en færgeterminal — det er bugten, der bærer sælernes navn. »Sæl-vig«: det sted, hvor sælerne trækker op på bankerne. Det gør de stadig.

Bag færgelejet åbner Sælvigbugten sig — næsten syv kilometer lavvandet strand langs vestkysten, med sandbund så flad, at børn kan vade hundrede meter ud. Windsurfere bruger den stabile vestenvind. Lyset om aftenen, når solen går ned over Jyllandskysten, er det bedste på øen.

Engang lagde færgen til Sjælland til her. Så flyttede ruten til Ballen, og Kolby Kås blev stille. Ikke forladt — stille. Den stilhed, der opstår, når et sted holder op med at være et gennemgangssted og begynder at være sig selv.

I dag er havnen forbeholdt lystsejlere og enkelte erhvervsfartøjer. Man kan sidde på molen med benene over kanten og se absolut ingenting ske. Det er pointen. Herfra er der kort til Brattingsborg Skov med dens oldtidshøje og den vilde sydkyst, og til Vesborg Fyr på det sydvestlige næs — en af Danmarks mest imponerende borgbanker, nu med fyrtårn og udsigt over tre farvande.

Alt det, Kolby Kås ikke er. Ballen er Samsøs største havn — omkring 300 pladser, 8.500 gæstebåde om året, restauranter langs kajen, is, røgeri, badestrand på begge sider. Kalundborg-færgen lægger til her, og i juli kan havnen være så fuld, at sejlere bliver afvist.

Det lyder overvældende, men Ballen har en ægte charme, som overlever mylderet. Røgeriet ved havnen serverer fisk, der var i havet om morgenen. Badestranden syd for havnen er beskyttet og børnevenlig. Og Samsø Energiakademi lige nord for havnen fortæller historien om øen, der blev 100 % vedvarende energi — en anden slags samsøsk stolthed.

Samsøs mindste havn — og dens smukkeste. Langør dukker op bag holme og rev i den fredede Stavns Fjord, og indsejlingen kræver tålmodighed: tidevandet fra fjorden passerer tværs forbi havnemundingen, og bøjerne skal holdes skarpt. Men når man er inde, forstår man hvorfor folk vender tilbage år efter år.

Havnen har ligget her siden vikingetiden. I dag bruger lokale bundgarnsfiskere den det meste af året, og om sommeren fylder lystsejlerne op — mange af dem tyske, tiltrukket af den stille natur og nærheden til fjordens sæler og fugle. Der er et røgeri, en lille restaurant og en bålplads på stranden. Fra bakken Grønhøj lidt vest for havnen åbner hele fjorden sig — holmene, Besser Rev, Hjortholm med dens middelalderruiner.

Dette er knap nok en havn. Det er et sted, hvor samsinger lægger deres joller. Ingen faciliteter, ingen restaurant, ingen skilte der peger herhen. Bare en lille mole, en håndfuld både og fjorden.

Og det er præcis derfor, den er med her. Stauns Havn er den havn, du kun finder, fordi nogen der bor på øen, har fortalt dig om den. Herfra fører en sti nordpå langs fjordkysten med udsigt til Hjortholm — den største af fjordens holme, med ruiner af en middelalderborg, bygget for at holde øje med den fredløse Marsk Stig. Vandet er lavt, lyset er blødt, og du er sandsynligvis alene.

Øens nordligste havn ligger ved foden af Nordby Bakker — det dramatiske morænelandskab, der rejser sig direkte bag molen. Her mødes det maritime og det mytiske: bakkerne bag havnen er de samme, der i sagnet rummer spøgelseskongen Angantyrs hvileløse krigere.

Mårup Havn er stadig en fiskerhavn i ordets egentlige forstand. Der er en fiskerhytte, hvor lokale fiskere mødes til en snak og en øl. En kiosk med let mad. En sejlerstue. Og så er der M/S Tunø — det gamle træskib, der om sommeren sejler passagerer til naboøen Tunø to dage om ugen og tilbyder sælsafari fra Langør de to andre. Skippergården Beyergården i Mårup by, et par kilometer inde i landet, fortæller om generationers liv mellem hav og land.