Historien om vikingernes Samsø er ikke et sagn. Den er gravet op af jorden, dateret med årringe og bekræftet af en missionærs bitre notater. I år 726 — dokumenteret ved dendrokronologisk analyse af bolværkets egeplanker — lod en dansk centralmagt grave en 500 meter lang kanal tværs gennem øen på dens smalleste sted. Elleve tusind kubikmeter sand blev flyttet med håndkraft. Formålet var militært: en smutvej og flådehavn for snekkerne, vikingetidens lette krigsskibe.
Samtidig — år 728 ifølge Saxo — faldt kong Angantyr i et slag på Samsø sammen med sine elleve brødre. Angantyr er ikke kun en sagnfigur: den angelsaksiske missionær Willibrord besøgte ham omkring 710 for at omvende ham til kristendommen. Det mislykkedes. Måske derfor skrev Willibrord, at kongen var »grusommere end et dyr og hårdere end sten«. Det er en af de allerførste skriftlige kilder om en navngiven dansk konge — og han er knyttet til netop denne ø.
Billedet, arkæologien tegner, er entydigt: Samsø var et magtcentrum. Stavns Fjord, beskyttet af det fem kilometer lange Besser Rev, var en perfekt naturhavn for en flåde. Fra øens udkigsposter kunne man kontrollere al sejlads mellem Jylland og Sjælland — og mellem Hedeby i syd og Kaupang i Norge. Bavnehøje på Samsø og Djursland kunne varsle Aros — vikingetidens Aarhus — om fjendtlige skibe. Samsø var byens fremskudte forsvar.
Og øen var beboet af folk med magt og forbindelser. Kvindegravene ved Hesselholm og Besser rummer smykker med ornamentik fra kristne missionsområder og svenske stilarter — en rig høvdingeslægt med kontakter ud i hele Nordeuropa.