Slægten og godset

Her begynder historien. I Tranebjergs sydvestlige udkant ligger en højtliggende, græsklædt banke — alt, hvad der er tilbage af Samsøs ældste kongeborg. Et brev fra 1216 omtaler »Curia Nostra Samsø« — vor gård på Samsø. Her mødtes konger, her holdtes ting, her boede den mand, der styrede øen i kronens navn.

Borgen fik en dramatisk død. Da Marsk Stig Andersen blev fredløs efter mordet på Erik Klipping i 1286, hærgede han de danske kyster med sine mænd. På Samsø ødelagde banden borgen — formentlig Gammel Brattingsborg — inden de slog sig ned på øen Hjelm i Kattegat. Udgravninger i 2008 afdækkede ikke blot borgfundamenter og dybe voldgrave, men en hidtil ukendt kirke med tilhørende gravplads.

Samsøs hovedkirke ligger på Tranebjerget, højt over byen — formentlig fordi den hørte til kongeborgen sydvest for den. Den nuværende kirke er fra slutningen af 1300-tallet, men erstattede en ældre stenkirke, der selv erstattede et trækapel. Det store vesttårn fra ca. 1525 er udstyret med skydeskår og skoldehuller. Hvem lod dette borglignende tårn bygge, og mod hvem skulle det forsvare?

Inde i kirken finder man Danneskiold-Samsøe-familiens spor overalt: en degnestol fra 1654 med initialerne S.A.M. — formentlig Sophie Amalie Moth — og et elfenbenskrucifiks skænket af komtesse Clara Danneskiold-Samsøe i 1954. Tre hundrede år adskiller de to gaver, fra den samme slægt til den samme kirke.

Ved kirken ligger tiendeladen, opført ca. 1350 — en af de største og bedst bevarede i Danmark. Her blev tiendekorn opbevaret og tærsket. Laden tilhørte Brattingsborg helt frem til 1960.

Da Marsk Stig slog sig ned på Hjelm som røver og fredløs, besluttede man at bygge en borg på den lille ø Hjortholm i Stavns Fjord — for at holde øje med ham. To store jordværker på den sydlige del af holmen vidner om planerne. Men studier har vist, at kun det indledende arbejde blev udført. Måske fordi Marsk Stig døde allerede i 1293, og truslen forsvandt.

Hjortholm er den største af holmene i Stavns Fjord. Den er ikke tilgængelig i fuglenes yngletid, men synlig fra Langør, fra stien langs fjorden og — bedst af alt — fra kajak på fjordens stille vand.

Christian X kaldte den »Samsøs Domkirke«, og det er nemt at forstå hvorfor. Nordby Kirke er en lang gotisk langhusbygning med et spinkelt tårn, der minder om Djurslands kirker. Hvælvene er udsmykket med mønstre, våbenskjolde, indskrifter og figurer fra 1494 og 1531. Et rigt udskåret egetræsskab fra 1519 og fire stolegavle fra 1518 står stadig i kirken.

Kirken ligger ensomt — et par af de landsbyer, den engang betjente, er forsvundet. Midt i Nordby by, ved gadekæret, står det karakteristiske dybgule klokketårn fra 1857, bygget fordi kirkens eget tårn er for spinkelt til de store klokker. Det er et af Nordbys mest genkendelige vartegn.

I en for længst svunden tid drev et kvindeligt lig i land ved Vesterløkken. Og »ikke kunne en vogn med fire heste for trække den døde mod Kolby Kirke, ej heller mod Tranebjerg Kirke, men let var hun for to heste at trække, da man drog mod Onsbjerg.« Her blev hun begravet, og det forgyldte kors, hun bar, hænger endnu i kirken — et processionskrucifiks fra omkring 1200 i forgyldt og graveret bronze. Originalen er på Nationalmuseet; en kopi ses i kirken.

Kirken selv er fra slutningen af 1200-tallet og har fem epitafier og en altertavle fra 1596. Hvælvene dateres af en kalkmaleriindskrift til 1462. Her mærker man middelalderen — ikke som museum, men som levende rum.

Kolby Kirke, tættest på Brattingsborg af alle øens kirker, blev bygget i midten af 1200-tallet og udbygget i de følgende århundreder. Den gemmer et par unikke detaljer: i korbuens nordside ses en usædvanlig muret prædikestol fra den katolske tid — et såkaldt lektorie, som næsten ikke findes bevaret andre steder i Danmark.

På tårnets vestvæg er en fresco fra 1525-50 med Sankt Jørgen og dragen — en uventet levende scene i en ellers nøgtern kirke. Et krucifiks fra ca. 1475. Menneskeforme malmlysestager fra 1500-tallet. Og en prædikestol fra 1597, hvor rigt klædte renæssancemennesker indgår i stolens arkitektur som om de var til stede i rummet.

Valdemar Atterdag lod Vesborg opføre i 1360'erne — den største af Samsøs fem middelalderborge, rejst på en kunstig banke over 20 meter høje kystskrænter. Borgbanken er en af de største i hele Danmark. Men havet tog den. Sten for sten faldt murværket i vandet, og det sidste af væggen styrtede angiveligt i havet julenat 1875.

I dag knejser et fyrtårn fra 1858 på banken, og udsigten dækker tre farvande. De dybe voldgrave er stadig synlige — og vidner om magt og vilje i en tid, hvor Samsø var en brik i et spil mellem konger, riddere og fredløse.

Alt samles her. Sophie Amalie Moth fik øen i 1676. Griffenfeld havde allerede omdøbt gården til Brattingsborg efter den gamle kongeborg i Tranebjerg. Sophie Amalies efterkommere — Danneskiold-Samsøe-slægten — holdt grevskabet i 244 år, til lensafløsningen i 1921 opløste det. Men familien er aldrig rejst. De ejer stadig godset, stadig næsten en fjerdedel af øen, stadig skoven, markerne og parken.

Hovedbygningen, som den ser ud i dag, blev opført af Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe i 1870-71. Parken på seks hektar er inspireret af engelske landskabshaver og flyder naturligt ud i det omgivende land. I haven blev den lille fæstning Blafferholm udgravet af Nationalmuseet i 2012 — grundlagt oven på en stenalder-stendysse i 1300-tallet, nedbrændt kort efter. Et fund fra en middelalderlig ridders segl daterer den til før 1343.

I dag drives godset som moderne landbrug med fokus på korn, kartofler, svineavl, skovbrug og jagt. Brattingsborg-brød og -kartofler sælges i Føtex og Bilka. Parken er åben for besøgende om sommeren mod en lille entré. Det er stedet, hvor ni hundrede års magt møder nutidens Samsø.