Sporene af vikingerne

Begynd her. Museets særudstilling »Kongernes ø — Samsø i vikingernes verden« fortæller historien om øens rolle i den tidligste danske kongemagt. Her ser du fundene fra kvindegravene, hører om kanalens konstruktion og forstår, hvorfor netop denne lille ø var så vigtig, at en konge flyttede elleve tusind kubikmeter sand for den.

Museet arrangerer også guidede vikingevandringer ved Kanhavekanalen med arkæologer fra Moesgaard — tjek kalenderen, hvis du vil have historien fortalt på stedet af fagfolk.

Selve hovedattraktionen. 500 meter lang, 11 meter bred, gravet i år 726 — dateret på årets nøjagtighed via egeplankernes årringe. Kanalen forbandt Stavns Fjord med Mårup Vig og lod flåden skifte mellem øst og vest på minutter i stedet for timer. Bolværket bestod af op til fire svære planker fastgjort med træpløkker, afstivet af skråt nedrammede pæle for hver tredje meter. Det er ingeniørarbejde på niveau med Dannevirke — og bygget af samme gryende centralmagt.

Kanalen var en flådehavn, ikke et handelssted: der er fundet spor af skibsvedligehold, men intet handelsgods. Den var konstrueret til snekken — det lette krigsskib med op til 30 mand. Lige syd for kanalen lå gravhøjen Snekkehøj, opkaldt efter netop de skibe.

I dag ligger en stiliseret vikingeskibsmodel i rustrødt cortenstål til kaj i den gamle kanal med en rekonstruktion af bolværket — så du kan stå ved kanten og forestille dig flådehavnen, som den så ud for 1.300 år siden. Kanalens profil i landskabet er stadig knivskarp, især øst for landevejen.

Gå op på Grønhøj vest for Langør, og hele flådebasen åbner sig for dine fødder: den lavvandede fjord, holmene, Hjortholm i midten og Besser Rev som en beskyttende arm mod øst. Herfra — eller fra Hjortholm — kunne udkigsposter overskue hele det omgivende hav- og landområde. Ethvert sejl mellem Jylland og Sjælland blev set herfra.

Det er det tætteste, du kommer på at se landskabet med en vikingekonges øjne: en perfekt beskyttet naturhavn med udsyn til alle sider, midt i rigets vigtigste sejlrute.

Ved Hesselholm, stik vest for Grønhøj, blev tre kvinder fra tidlig vikingetid gravlagt. Deres gravgaver fortæller en bemærkelsesværdig historie: et låg fra et kirkeskrin — omdannet til dragtspænde — med ornamentik i missionsstil fra kristne områder, samt spænder i svensk stil. Disse kvinder tilhørte en rig høvdingeslægt med forbindelser tværs over Nordeuropa: til de kristne missionsområder i syd og til Sverige i øst.

Tænk på Willibrords besøg hos Angantyr omkring 710: kristendommen bankede på Samsøs dør i netop disse årtier. Et kirkeskrin, plyndret eller handlet, båret som smykke af en hedensk stormandskvinde — det er vikingetiden i én genstand.

Havnen ved fjordens indsejling har rødder tilbage til vikingetiden — og den har aldrig rigtig lukket. I sagalitteraturen kaldes den gode naturhavn i Stavns Fjord for Munarvágr, »længslens bugt«. Samsø er et af de stednavne, der nævnes allerflest gange i den norrøne sagalitteratur — øen var kendt i hele Norden som mødested for ting og forhandlinger.

Stå på molen og se ud over det samme vand, de samme holme og det samme rev, som snekkernes besætninger så. Landhævningen har gjort fjorden lavere, men landskabet er i sin form uforandret.

På en bakke syd for Stavns Fjord lå en landsby i vikingetiden. Udgravninger — først i 1988, senest i 2018 ved et fælles hold fra Harvard Universitys vikingestudier og Moesgaard Museum — har afdækket langhus og grubehuse med beboelse fra 700-tallet til omkring år 1000. Langhuset kan være samtidigt med Kanhavekanalen.

I vikingetiden strakte vandet sig formentlig helt op langs bakkens vestside — landsbyen lå med direkte adgang til fjorden og flåden. Her boede menneskene bag anlægget: dem, der gravede kanalen, bemandede skibene og holdt udkig. Marken er i dag privat landbrugsjord, men fra vejen mellem Stauns og Besser fornemmer man bakkens strategiske placering med udsyn over fjorden.

Sydøst for Besser undersøgte Nationalmuseet i 1941 et gravfelt med seks grave — én jordfæstegrav og fem brandgrave i trækister af mandslængde. Blandt fundene fra området er en rig kvindegrav med to skålspænder og et trefliget spænde: de klassiske statussmykker, som fornemme kvinder bar over hele Skandinavien i vikingetiden. Sammen med Hesselholm-gravene tegner de billedet af øens elite.

Besser by selv er senere — men vejen herfra ud mod Besser Rev følger kanten af det landskab, hvor vikingetidens folk levede, døde og blev gravlagt med deres fineste ejendele.

Slut på vestkysten. I sundet vest for Sælvigbugten passerede langskibene Samsø — nogle drejede mod Kanhavekanalens vestlige munding i Mårup Vig for at komme ind i fjorden. Herfra kontrollerede øen sejladsen mellem Jylland og Sjælland, og mellem Hedeby og Kaupang.

I godt vejr kan du se Aarhus' havn fra den sydlige del af bugten. Det er hele historien i ét blik: Samsø og Aros, øen og byen, fæstningen og det den beskyttede. Tretten hundrede år senere sejler færgen stadig den samme rute.